CTA (Call To Action)

CTA er en forkortelse for Call to Action, som er et helt centralt koncept inden for digital markedsføring. Men hvad er CTA egentlig, og hvorfor er det så vigtigt?

Content_thumbnail

Hvad er CTA?

Kort fortalt er CTA et element, der er designet til at få en bruger til at tage aktion på en marketingindsats. CTA kan tage form som mange ting, blandt andet en tekst, et billede eller en animation, der får besøgende til at tage en bestemt handling.

Den ønskede handling kan være alt fra at downloade en e-bog, tilmelde sig et nyhedsbrev, besøge en side eller købe et produkt. CTA’en skal være designet og placeret strategisk for at fange besøgendes opmærksomhed og øge chancerne for at konvertere dem til kunder. Det er afgørende at have en effektiv CTA, da den kan påvirke din virksomheds succes i form af øget salg, flere leads og mere trafik til din hjemmeside.

Hvorfor er CTA så vigtigt?

Som internetbruger møder du CTA alle steder, og det er der en god grund til. Forestil dig, at du ser en reklame for en lampe, som du bare må eje, mens du scroller på de sociale medier. Men når du klikker ind på hjemmesiden, er der ingen informationer om, hvor man kan købe lampen. Hjemmesiden mangler med andre ord CTA.

Men CTA’er er vigtige af flere grunde. For CTA navigerer brugerens rejse gennem dit website og hjælper den potentielle køber med at finde vejen til virksomhedens ønskede slutmål: indkøbskurven. Uden CTA kan brugeren potentielt opgive købet, og virksomheden vil miste kunden.

Desuden konverterer CTA’er passivt besøgende til aktive kunder, fordi de besøgende vil blive guidet mod et køb. Den passive konvertering er en nøglekomponent i enhver succesfuld digital markedsføringstrategi.

Sådan laver du effektiv CTA

Der er flere kritiske komponenter i en effektiv CTA. De bedste CTA’er er klare, præcise og har potentiale til at konvertere brugeren fra besøgende til kunde.

Mennesker er på mange måder simple væsner, som trives bedst ved at bruge det hurtigt tænkende og intuitive hjernesystem frem for det velovervejede og langsomt tænkende system.

Derfor kan det være en god ide at simplificere din CTA, så den for eksempel er præsenteret som en knap eller et link, som brugeren ganske let kan forstå og klikke på – uden at skulle tænke for meget.

Af samme årsag kan du med fordel bruge imperativer såsom “køb nu”, “få din gratis prøveversion”, “tilmeld dig her” og så videre. Tonen i sproget er også værd at tænke over.

Hvis din CTA indeholder teksten “læs mere her”, vil den sandsynligvis ikke generere mange klik, fordi at det kræver meget af brugeren at læse. Står der i stedet “bliv klogere her”, vil flere brugere være tilbøjelige til at klikke, fordi tonen i sproget ændres, så brugeren får en fornemmelse af at opnå en gevinst ved et simpelt klik.

Forneden ser du et eksempel på en CTA: En knap, der leder brugeren til forsiden af Webamps vidensunivers, Academy, hvor de kan blive klogere på næsten alt inden for digital markedsføring.

CTA i praksis

Forestil dig, at du har en webshop, der sælger lamper. Din hoved-CTA kunne være en knap, der siger “se vores kollektion”, der ved et enkelt klik leder brugeren til en side med alle dine produkter.

Men en CTA er ikke nok. Hver enkelt produkt kan derefter have sin egen CTA, som “Læg i kurv” eller “Køb nu”. På denne måde leder dine CTA’er brugeren på en klar og forudsigelig vej mod indkøbskurven.

Men CTA kan ikke stå alene i en god marketingstrategi. Husk, at en effektiv markedsføringsstrategi indebærer en kombination af mange forskellige initiativer – fra  søgemaskineoptimering til Google Ads og andre SEA-tiltag. Dine CTA’er skal arbejde i harmoni med disse strategier for at sikre, at du når dine overordnede KPI’er.

Flere begreber

Vil du lære flere begreber inden for digital markedsføring? Vores digitale ordbog er fyldt med dem – og vi opdaterer den løbende.