Featured snippets
Featured Snippets er korte uddrag fra hjemmesider, som bliver vist øverst i Googles søgeresultater. Disse uddrag kan hjælpe dig med at opnå høj synlighed på nettet og tiltrække flere besøgende til din side. Men hvordan påvirker featured snippets lige din SEO-strategi? Og hvordan får du Googles algoritmer til at vælge netop din hjemmeside til et featured snippet? Det kan du blive meget klogere på lige her.
- Sidst opdateret:
Hvad er featured snippets?
Fremhævede uddrag, også kendt som Featured Snippets, er uddrag, der tages fra en webside og vises øverst i Googles søgeresultater. De er designet til at give brugeren et hurtigt svar på deres spørgsmål. Disse uddrag kan være en direkte vej til større synlighed på nettet, fordi uddragene er placeret allerøverst i de organiske søgeresultater.
Ved at opbygge dit indhold omkring disse uddrag har du en større chance for at opnå høj synlighed på nettet og tiltrække flere besøgende til din side.
Featured snippets skal ikke forveksles med rich snippets.
Forneden kan du se et eksempel på et fremhævet uddrag.
Hvordan påvirker featured snippets SEO?
Fremhævede uddrag spiller en stor rolle inden for søgemaskineoptimering (SEO), fordi de kan drive betydelig trafik til din hjemmeside. Hvis Google benytter en tekst fra din hjemmeside til en Featured Snippet, vil din side altså blive vist øverst i søgeresultaterne, hvilket kan genere mange klik.
Dog skaber featured snippets potentielt også mange zero click-søgninger, fordi en bruger med en simpel søgning kan få et direkte svar øverst i søgeresultaterne uden at skulle klikke på noget. Hvis en bruger for eksempel søger på et simpelt spørgsmål som: “Hvornår er det Sankt Hans aften”, er der ingen grund til at klikke ind på hjemmesiden for at læse mere, når der står “fredag den 23. juni” øverst i søgeresultaterne.
Zero click-søgninger til trods er det en fordel for dig at forsøge at få Google til at vælge et tekstuddrag fra din hjemmeside som et featured snippet. Det demonstrerer troværdighed på Google, ligesom det potentielt kan skabe mere brand awareness i bevidstheden på potentielle kunder.
Hvilke slags featured snippets findes der?
Der findes hovedsageligt fire typer af featured snippets: paragraf, liste, tabel og video snippets.
Paragraf snippets er den mest almindelige type snippets, som viser et tekstuddrag fra en hjemmeside. Typen af uddrag kaldes populært “the Definition Box”, og kan også indeholde billeder. Som vendingen indikerer, forsøger paragraf snippets at give en konkret definition.
Liste snippets viser trinvise instruktioner eller oplysninger i punktform. Der findes ordnede og uordnede liste snippets.
Ordnede liste snippets bruges ofte ved fremgangsmåder, hvor punkterne kræver en bestemt rækkefølge. For eksempel ved søgningen “hvordan bager man en sandkage”. Her er det vigtigt, at dejen laves inden kagen kommer ind i ovnen, og derfor er ordnede liste snippets vejen frem.
Uordnede liste snippets bruges, når rækkefølgen af punkterne ikke har betydelig relevans. Hvis søgningen for eksempel er “de bedste parker i København”, er det ikke så vigtigt, om Kongens Have eller Kalvebod Fælled kommer først.
Tabel snippets viser data organiseret i rækker og kolonner og bliver ofte brugt til at vise sammenligninger af priser, valutakurser eller andre numeriske værdier.
Video snippets er også kendt som featured clips, og bruges når Googles algoritme vurderer, at en video er det mest fyldestgørende svar på en søgning. Det er ofte “how to” søgninger, hvor et videotutorial er det bedste søgeresultat.
Dit indhold kan blive udvalgt til en hvilken som helst type uddrag afhængigt af, hvordan det opfylder brugerens behov.
Hvordan kan fremhævede uddrag drive trafik til din hjemmeside?
At få dit indhold udvalgt som et fremhævet uddrag kan øge din sides synlighed og trafik betydeligt. For at opnå dette er du nødt til at forstå brugernes søgeadfærd og optimere dit indhold i overensstemmelse med den. Du skal stræbe efter at give klare, konkrete svar på almindelige spørgsmål indenfor dit felt, og præsentere disse svar i et letforståeligt format, såsom lister, trinvis vejledning eller tabeller.
Det er også en fordel at lave en søgeordsanalyse, så du ikke skal være afhængig af din mavefornemmelse, når du skal afgøre, hvilke søgeord du skal bruge i dine webtekster. Du kan desuden benytte long tail-søgeord, som er over tre ord lange og typisk vil indgå i spørgsmål. Det er også altid en god idé at kigge på, hvilke resultater Google allerede fremhæver som featured snippets, så du ved, hvad du skal gå efter. Sagt med andre ord skal du forstå søgeintentionen bag en given søgning.
Flere begreber
Vil du lære flere begreber inden for digital markedsføring? Vores digitale ordbog er fyldt med dem – og vi opdaterer den løbende.